Snapchat

Få hjælp til at slette indhold fra Snapchat

På Snapchat kan du chatte og sende billeder til dine venner. Nogle oplever desværre at modtage ubehagelige billeder eller beskeder, eller få delt noget, de ikke har lyst til. Husk, at du altid selv bestemmer, hvad du sender eller svarer på.

Hvis nogen truer dig, eller du har oplevet noget andet ubehageligt på snapchat, kan det være en god idé at tage screenshots af beskeder, billeder eller samtaler, før du sletter noget eller blokerer en bruger. 

Her kan du få hjælp til at:

OBS: Der kan være lidt forskel på, hvordan appen ser ud afhængig af, hvilken type telefon, computer eller udgave af appen du bruger.

Nederst på denne side kan du også se nogle af de spørgsmål omkring Snapchat, som andre børn og unge har spurgt os om. Du kan også læse vores svar.  

Indstil hvem der kan finde dig på Snapchat

Det kan være en god idé at ændre dine indstillinger, så personer ikke kan finde dig  på Snapchat gennem dit telefonnummer eller din e-mail.

  1. Gå til dit chatfeed (🗨) 
  2. Klik på dit billede  øverst til venstre for at komme ind på din profil
  3. Klik på ’Indstillinger’ (⚙)
  4. Her kan du gøre sådan, at andre ikke kan finde dig gennem dit telefonnummer og din e-mail
    1. Vælg ‘Mobilnummer’ og slå ‘Lad andre finde mig ved hjælp af mit mobilnummer’ fra 
    2. Vælg ‘Email’ og slå ‘Gør det muligt at finde mig via min e-mailadresse’ fra

Privatindstillinger

Det kan være en god idé at ændre dine privatlivsindstillinger, så du har kontrol over, hvem, der kan kontakte dig, se din historie og lokation. For at ændre dine privatindstillinger, skal du gøre sådan her:

  1. Gå til dit chatfeed (🗨) 
  2. Klik på dit billede  øverst til venstre for at komme ind på din profil
  3. Klik på ’Indstillinger’ (⚙)
  4. Scroll ned til ‘Privatlivskontrol’
  5. Her kan du vælge fire kategorier,
    1. ‘Kontakte mig’ – her kan du vælge, at kun dine venner må kontakte dig
    2. ‘Se Min Historie’  her kan du vælge, at kun dine venner må se din historie. Du kan også tilpasse indstillingerne, så kun specifikke venner kan se din historie.
    3. ‘Se mig i Tilføj nu’  – her kan du slå fra, at du bliver vist i en anden Snapchatters ‘Tilføj nu’-funktion
    4. ‘Se min lokation’ – her kan du vælge, hvem der kan se din lokation. Hvis du slår ‘Usynlighedsindstilling’, kan dine venner ikke se, hvor du er. Du kan også vælge, hvem af dine  venner, der skal se, hvor du er.

Slet en snap fra din Historie

Hvis du vil slette en snap, du selv har delt i din Historie, skal du gøre sådan her:

  1. Gå til din Historie (ved at gå ind på din profil)
  2. Åben den Snap, du gerne vil slette
  3. Hold snappen inde eller klik på de tre små prikker øverst i højre hjørne (kommer an på, hvilken telefon du har).
  4. Klik på symbolet af skraldespanden eller ‘Slet’
  5. Klik på ’Slet’ i boksen, som vises
  6. Din Snap er nu slettet fra din historie

OBS: Vær opmærksom på, at nogle kan have set din Snap og eventuelt have taget et screenshot i den tid, din Snap har ligget i din historie. Hvis nogen deler dine billeder, skal du bede dem stoppe og evt. anmelde dem til snapchat. Se hvordan længere nede.

Slet en sendt snap eller chatbesked

Slet en sendt Snap du har sendt
Hvis du vil slette en sendt snap du har sendt, skal du gøre sådan her:

  1. Hold fingeren inde på ‘Snappen’ i chatfunktionen, indtil du får mulighed for at trykke ‘Slet’.
  2. Klik derefter ‘Slet’ (🗑)

OBS: Vær opmærksom på at det kun virker hvis modtageren ikke har åbnet din snap endnu. Nogle gange virker det heller ikke, hvis modtageren bruger en gammel version af snapchat eller har dårlig internetforbindelse.

Slet en chatbesked du har sendt
Hvis du vil slette en chatbesked sendt i Snapchat, skal du gøre sådan her:

  1. Hold fingeren inde på beskeden, indtil du får mulighed for at trykke ‘Slet’
  2. Klik derefter ‘Slet’ (🗑)

OBS: Vær opmærksom på, at dette muligvis kun virker, hvis modtageren ikke har set beskeden endnu. Modtageren kan godt se, at du har slettet en besked.

Har modtageren taget et screenshot?
Hvis modtageren har taget et screenshot, altså et billede af skærmen, eller på anden måde gemt din Snap, så kan den kun slettes af personen selv.

  1. Sig til modtageren af snappen, at du vil have, at personen skal slette billedet.
  2. Hvis personen ikke vil slette billedet, er det en god idé at fortælle det til dine forældre eller en anden voksen, som du stoler på. Voksne kan være gode til at understrege alvoren over for modtageren.
  3. Anmeld dem evt. til snapchat. Se længere nede hvordan du anmelder.

Du kan også få hjælp af os i SletDet Rådgivningen.

Ryd en samtale

Du kan desværre ikke slette en hel samtale på snapchat, men du kan rydde den så den ikke vises i dit feed. Det gør du sådan her:

  1. Gå ind på din profil
  2. Klik på indstillinger (⚙)
  3. Scroll ned og klik på ‘Ryd data’ under Privatlivskontrol
  4. Klik på ‘Ryd samtaler’
  5. Find navnet på den du ønsker at rydde samtalen med
  6. Klik på X’et ud for navnet
  7. Samtalen er nu ryddet

OBS: Du fjerner ikke gemt eller sendt materiale fra samtalen på denne måde.

Anmeld, slet eller bloker andre brugere

Gem beviser
Hvis du har modtaget ubehagelige beskeder eller billeder kan det være en god idé at tage screenshots inden du sletter, anmelder eller blokerer nogen.

Slet eller bloker?
Hvis du sletter en eller flere brugere på Snapchat, kan de ikke længere modtage dine Snaps. De vil dog stadig kunne sende Snaps til dig.

Hvis du blokerer en eller flere brugere på Snapchat, forhindrer du dem i at sende dig flere Snaps, chatbeskeder eller kunne se din historie.

For at slette, anmelde (rapportere) eller blokere en bruger, skal du gøre sådan her:

  1. Find brugeren, du ønsker at slette, anmelde eller blokere i dit chatfeed (🗨)
  2. Hold fingeren inde på den bruger (deres billede ikke på navnet), du ønsker at slette, anmelde eller blokere.
  3. Klik på ‘Administrer venskab’
  4. Vælg enten ‘Rapportér’, ‘Blokér’ eller ‘Fjern ven’
  5. Følg anvisningen på skærmen

OBS: Du kan også finde den person, du ønsker at fjerne, blokere eller anmelde i listen over ‘Mine venner’ under din profil.

Skift brugernavn
Det er blevet muligt at skifte brugernavn på snap. Det er godt at være opmærksom på dette, hvis du vil anmelde nogen, da de kan skifte brugernavnet efter du har anmeldt. Hvis du selv ønsker at skifte brugernavn kan du gøre det under indstillinger (⚙) og ‘Brugernavn’. Du kan ændre brugernavn én gang om året.

Anmeld andres Historie, snaps eller billeder

Anmeld en Historie:
Hvis du vil anmelde andres Historie, skal du gøre sådan her:

  1. Find den story, som du gerne vil anmelde
  2. Hold fingeren inde på story, indtil der dukker en lille pil op (^) (eller klik på de tre prikker øverst til højre)
  3. Swipe op og vælg ‘Rapportér Snap’
  4. Vælg en årsag til, at du vil anmelde brugerens story
  5. Klik på ‘Indsend’
  6. Du har nu anmeldt

Anmeld en snap:
OBS: Du kan kun anmelde en snap, mens du åbner den. Ikke når du har åbnet den. Så bliver du nødt til enten at tage et screenshot eller anmelde brugeren.

Hvis du vil anmelde en snap, som er blevet sendt til dig, skal du gøre sådan her:

  1. Hold fingeren inde på den snap, du har fået tilsendt, indtil der dukker en lille pil op (^) (eller klik på de tre prikker øverst til højre) 
  2. Swipe up og vælg ’Rapportér ’
  3. Vælg en årsag til, at du vil anmelde den snap, du har fået tilsendt
  4. Klik på ‘Indsend’
  5. Du har nu anmeldt snappen

Anmeld et billede:
Hvis du vil anmelde et billede, du har modtaget i en chat, skal du gøre sådan her:

  1. Klik på billedet (kort klik, ikke long press)
  2. Klik på de tre prikker øverst til højre
  3. Tryk ’Rapportér Snap’ 
  4. Vælg en årsag til at du ønsker at anmelde billedet
  5. Klik på ‘Indsend’
  6. Du har nu anmeldt

Slå ‘ryst for at rapportere’ til
Du kan slå funktionen ‘ryst for  at rapportere’ til, hvis du vil kunne rapportere et problem ved at ryste din telefon. Du kan selv indstille hvor følsom din telefon er for rystelser.

  1. Gå til dit chatfeed (🗨
  2. Klik på dit billede  øverst til venstre for at komme ind på din profil
  3. Klik på ’Indstillinger’ (⚙)
  4. Find overskriften ‘Feedback’
  5. Klik på ‘Ryst for at rapportere’
  6. Slå funktionen til og indstil hvor følsom din telefon skal være for rystelser 
  7. Hvis du modtager noget du vil anmelde skal du ryste din telefon
  8. Nu skriver snapchat at de vil begynde at optage det der sker på din skærm
  9. Klik på ‘Start nu’
  10. Nu kan du enten rapportere en fejl, komme med et forslag eller slå funktionen fra
  11. Vælg den der passer bedst og følg vejledningen

Du kan også anmelde andre problemer til Snapchat her.

Glemt adgangskode

Hvis du har glemt din adgangskode, skal du gøre sådan her:

  1. Tryk på ‘Har du glemt din adgangskode?’, når du skal logge ind
  2. Vælg, hvordan du vil nulstille din adgangskode − via e-mail eller via SMS
  3. Du modtager nu enten en e-mail med et link eller en sikkerhedskode på SMS.
  4. Følg linket i mailen eller indtast koden og klik på ‘Fortsæt’
  5. Vælg en ny adgangskode
  6. Klik på ‘Gem’
  7. Du har nu fået en ny adgangskode

Du kan også nulstille din adgangskode via denne side hos snapchat.

Hacking

Hvis du er blevet hacket, skal du gøre sådan her:

Hvis du stadig har adgang til din konto:
Hvis du stadig har adgang til din Snapchat-konto, er det en god idé at ændre din adgangskode hurtigst muligt. På den måde sikrer du, at din konto stadig er sikker. Du har også mulighed for at ændre dit brugernavn (dog kun 1 gang om året). Det kan du gøre under  ‘Indstillinger’.

Du kan ændre din kode her.

Hvis du ikke har adgang til din konto:
Hvis du ikke har adgang til din konto længere, kan du kontakte Snapchat her.

OBS: Du kan kun skrive på engelsk til Snapchat, så få eventuelt hjælp af en voksen.

  1. Under ‘Hvad kan vi hjælpe dig med?’ skal du klikke på ‘Jeg tror, at min konto er blevet kompromitteret’
  2. Udfyld formularen med dit brugernavn, e-mail og mobilnummer
  3. Under ‘Hvilke informationer skal vi have?’, skal du skrive en besked til Snapchat. Du kan fx skrive “Hi Snapchat. My account has been hacked. I’m not able to log in and reset my password or my e-mail. Can you please help me reset my account?”.
  4. Klik på ‘Send’
  5. Du har nu anmeldt hackingen til Snapchat, og du vil blive kontaktet af Snapchat hurtigst muligt. Bed evt. dine venner og din familie om at anmelde hackingen også.

Download dine data (hastesikring af data)

Hvis du er blevet udsat for en krænkelse på snap og skal anmelde politiet, er det vigtigt at du downloader dine data. Det kan du gøre sådan her: 

  1.  Log på din konto
  2. Klik på ‘Mine data’ (på telefonen er det under indstillinger ⚙)
  3.  Klik på “Indsend anmodning” nederst på siden
  4. Indtast en gyldig e-mailadresse, så sender snapchat dig en e-mail med et link, når dine data er klar til download. Del ikke linket med andre!
  5. Følg linket i din e-mail for at downloade dine data
  6. Klik på linket for at downloade dine data

Slet profil fra Snapchat

Hvis du vil slette din profil på Snapchat, skal du bruge en computer. Du kan ikke slette din profil over appen på telefonen.

Du sletter din profil på Snapchat sådan her:

  1. Gå til Snapchats sletteside
  2. Skriv dit brugernavn og din adgangskode
  3. Klik på ’Log ind’
  4. Indtast dit brugernavn og din adgangskode igen
  5. Klik på ’Fortsæt’
  6. Du har nu slettet din profil på Snapchat

OBS: Vær opmærksom på, at Snapchat gemmer din profil i 30 dage, hvor den ikke vil være synlig for andre. Men hvis du logger ind igen med dit brugernavn, så genskabes profilen. Log derfor ikke ind, hvis du fortsat gerne vil slette din profil.

Værd at vide om Snapchat

Der er to måder at fjerne hinanden på Snapchat

  • Fjerne en profil
  • Blokere en profil

Hvis du kun har ’fjernet en profil’, vil du stadig kunne se det indhold fra brugeren, som er offentligt tilgængeligt. Du vil derfor stadig kunne se deres brugere, hvis du fx søger efter deres brugernavn. Det er måske derfor, at din tidligere ven stadig kan ses. Først hvis du blokerer en person helt, kan man ikke længere se hinandens brugere på Snapchat.

Hvis du er i tvivl, om I stadig er venner, kan du klikke ind på ”Mine venner” under din profil, og se, om profilen er listet under dine venner. Hvis du føler dig usikker på, om din tidligere ven fortsat kan se fx dine historier, har du mulighed for at blokere.

Hvis du er sikker på, at du både har fjernet og blokeret profilen, men den stadig står tilføjet som ven, kan du prøve at logge ud af din egen profil, og derefter logge ind igen. Måske din profil bare trænger til en opdatering?

Du kan oprette en profil på Snapchat, når du er 13 år.

Grunden til aldersgrænsen på 13 år er, at der i USA (hvor Snapchat er lavet) er en lov, som kort fortalt siger, at man ikke må vise reklamer til og indsamle oplysninger fra personer under 13 år. 

Når man har en profil på et socialt medie, får man ofte vist reklamer ud fra, hvordan man bruger profilen, fx hvad man liker. Hvis man eksempelvis synes godt om et spil, kan man også få reklamer om at købe ting, der handler om det spil. Derfor kan man sige, at aldersgrænsen er til for at beskytte børn og unge. 

Se også vores video om aldersgrænser på Snapchat.

Når en snap ”venter ” eller Snapchat-navnet er blevet gråt, betyder det, at brugeren ikke modtager dine beskeder. Det kan der være flere grunde til:

  • Personen har ikke godkendt dig som ven og sat sine indstillinger til kun at modtage beskeder fra venner.
  • Personen har slettet sin egen bruger
  • Personen har blokeret dig
  • eller personen har slettet dig som ven

Hvis ingen af disse grunde er tilfældet hos dig, kan det være, at din Snapchat-app skal opdateres.

Der kan være forskellige grunde til, at din Snapchat åbner dine snaps, selvom du ikke selv åbner dem. Fx hvis du modtager rigtig mange snaps, kan det nogle gange ske, at den åbner den, selvom du ikke har set den.

  • Hvis det er ‘Story’-snaps, du gemmer til senere, så kan de også forsvinde. Story-snaps ligger der kun i 24 timer, og så forsvinder de. Lige meget om du har set dem eller ej.
  • Almindelige ”private” snaps kan ligge uåbnede i 30 dage, men så forsvinder de også.
  • Gruppe-snaps og gruppebeskeder slettes automatisk efter 24 timer – også selvom du ikke har åbnet den.

Hvis ingen af disse ting passer på din situation, kan det være, at der er problemer med din Snapchat-app.

Her er tre ideer til, hvordan det måske kan ordnes:

  • Genstart Snapchat-appen. Det er ikke nok bare at gå tilbage til din startskærm. Snapchat-appen skal lukkes helt.
  • Hvis det ikke virker at genstarte Snapchat, så prøv at genstarte din telefon.
  • Hvis det heller ikke virker at genstarte din telefon, så afinstaller Snapchat helt fra din telefon og installer det igen.

Hvis du har mulighed for det, kan det være en god idé at få hjælp af en voksen.

Hvis en profil, som du ikke ved, hvem er, tilføjer dig på Snapchat og begynder at kontakte dig, kan det være svært at finde ud af, hvem der står bag – bl.a. fordi man kan oprette en bruger uden at tilknytte sit telefonnummer.

Hvis det er en person, du kender, er der den mulighed, at personen er oprettet i dine kontakter på din telefon. Hvis du trykker på ’tilføj venner’ og efterfølgende på ‘Tilføj fra adressebog’, så kan du se, hvem af dine snapchatvenner, der også er i din adressebog på telefonen. Hvis brugernavnet på den person, som snapper dig (som du ikke ved, hvem er) fremgår på denne liste, kan du koble personen sammen med dennes ’rigtige navn’.

Du kan også prøve at søge på brugernavnet i en søgemaskine som Google. På den måde vil du kunne se, om brugernavnet bliver brugt på andre sociale medier som fx Instagram, TikTok eller Facebook, og på den måde finde ud af mere om personen bag. Det kan også være, at du støder på hjemmesider, hvor andre Snapchat-brugere taler om profilen.

Desværre oplever flere og flere at få tilsendt spam, trusler eller ubehagelige beskeder via Snapchat. Hvis du oplever det, vil vi opfordre dig til at blokere brugeren. Du kan læse mere om, hvordan man blokerer eller anmelder øverst på denne side.

Hvis du gerne vil sikre dig imod at blive kontaktet af fremmede i fremtiden, kan du kigge på dine privatlivsindstillinger og ændre ”hvem kan sende mig Snaps” til ”Mine venner” og det samme med ”Se Min Historie”. Og hvis du ikke finder ud af, hvem personen er, så husk, at du altid har mulighed for at blokere de personer, som du ikke ønsker snapper til dig.

Hvis du er nervøs eller bekymret for, om Snapchat deler dine private billeder, som du har sendt til venner, kan du læse mere her.  

Tilbage i 2015 opdaterede Snapchat sine retningslinjer, hvilket betyder, at Snapchat kan gemme de billeder og film, som du sender over Snapchat, på deres servere. Dog skriver Snapchats selv, at de sletter alle Snaps og My Storys, når de er set af modtageren eller er udløbet. Snapchat skriver følgende:  

”Vi sletter som standard 👻 Det betyder, at de fleste beskeder, der bliver sendt gennem Snapchats app, automatisk bliver slettet, når de er blevet set eller er udløbet.” 

Du kan læse mere om, hvad Snapchat selv skriver om opbevaring af billeder her 

Nu bliver det lidt teknisk: Vi kan håbe, at Snapchat holder, hvad de lover med hensyn til hvilke billeder, de gemmer, men vi kan ikke være sikre på det. For når du bruger Snapchat, giver du Snapchat rettighederne til ALLE film og billeder, du optager og sender på Snapchat. Også de private. Så Snapchat kan ombestemme sig og gemme dine private snaps, uden at du kan gøre noget ved det. Men det er selvfølgelig en meget lille risiko. Derfor tænker jeg, at du ikke har noget at bekymre dig over. 
 
Selvfølgelig er der altid en risiko for, at den, du har sendt billederne til, har gemt billederne ved fx at tage screenshots. Men hvis det er én, du stoler på, bør der ikke være problemer.  

Der kan være flere grunde til, at du ikke kan logge på Snapchat. Det kan være, at:

  • du har glemt dit kodeord eller brugernavn. Se øverst på denne side.   
  • du er blevet hacket. Se øverst på denne side.   
  • din app skal opdateres. Prøv at slette appen på din telefon, og installer den igen.  

Siden er sidst opdateret d.19.04.2023