Ny lovgivning beskytter børn bedre mod overgreb – både fysisk og digitalt

Red Barnet har kæmpet for fire vigtige ændringer i straffeloven, som alle beskytter børn bedre mod seksuelle krænkelser og overgreb. Samtidig sætter de en tyk streg under, at et barn aldrig kan give samtykke til en seksuel relation til en voksen. Hverken på sociale medier, på efterskolen eller i fodboldklubben.  

Det er en vigtig landvinding i arbejdet med at beskytte børn og unge, og samtidig er det en opdatering af lovgivningen til den digitale virkelighed, børn og unge lever i.  
 
Nu skal den føres ud i livet, og her spiller alle voksne omkring børn og unge en vigtig rolle. Vi skal både kunne spotte alarmerende signaler og reagere på dem.  

Hvad indebærer loven, og hvad skal du være opmærksom på?  

Grooming får en selvstændig paragraf

Grooming er nu selvstændigt kriminaliseret og får sin egen paragraf i straffeloven. Det betyder, at når en voksen manipulerer og opbygger en relation til et barn med henblik på at begå seksuelt overgreb, både digitalt og fysisk, kan det nu straffes med op til to års fængsel. Det bliver altså slået fast, at barnet ikke selv kan have medansvar, og at manipulationen i sig selv er ulovlig.

Hvordan foregår grooming? 
Grooming fungerer typisk sådan, at den voksne indleder en relation til barnet eller den unge ved først at anerkende og rose. Groomeren forsøger at skabe en særlig relation til barnet, for eksempel via fælles interesser og forståelse for barnets problemer, så der ofte skabes en stemning af ”os mod resten af verden”. Groomeren skubber samtalen over i det mere seksualiserede, den kan blive truende, og offeret for groomingen bliver presset eller lokket til at sende billeder eller til at møde op et bestemt sted. Hele tiden med skyld og ansvar som værktøj fra groomerens side: “du er selv gået med så langt”, “det er din egen skyld” osv.  

Hvor groomingprocessen tidligere strakte sig over længere tid, ser vi i dag en tendens til, at den ofte accelerer hurtigt og kraftigt. Det betyder, at der kan være meget kort fra for eksempel en venneanmodning til selve krænkelsen.

Hvad skal du være opmærksom på, og hvordan kan du handle? 
Et væsentligt element i groomingen er at holde relationen hemmelig, og derfor kan det være svært for barnet at gå til en voksen. Du skal være opmærksom på, at relationen til groomeren ofte også kan opleves positiv for barnet, der kan føle sig særligt udvalgt og ”set” af krænkeren. Det er vigtigt at respektere dette, samtidigt med, at man på en nænsom måde forklarer barnet, at det er blevet udnyttet.  

Grooming er ulovlig udnyttelse af børn og bør anmeldes til politiet. 

Lovændring: § 231. For grooming straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den, som systematisk eller ved manipulation og under udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overlegenhed opbygger en relation til en person under 18 år med forsæt til at udsætte den pågældende for en seksualforbrydelse.

Sextortion kan være voldtægt 

Sextortion er en sammentrækning af ordene ’sex’ og det engelske ord for afpresning: ’extortion.’ 

Børn og unge, der bliver tvunget, presset eller manipuleret til at udføre seksuelle handlinger mod sig selv er nu beskyttet af loven på samme måde, som hvis det var et fysisk overgreb begået af en anden. De psykologiske konsekvenser af digitale seksuelle overgreb er lige så alvorlige som ved fysiske overgreb, og det bliver altså nu tydeliggjort med ændringer i straffeloven.  

Hvordan foregår sextortion? 
Sextortion foregår oftest på sociale medier. Afpresseren lokker offeret til at tage intime billeder og videoer af sig selv og bruger dem herefter til selve afpresningen. Afpresningen kan handle om at få tilsendt flere intime billeder, eller det kan dreje sig om pengeafpresning. Piger bliver oftest afpresset til at skulle sende flere billeder af sig selv, og drenge bliver oftest afpresset på penge.  Det kan for eksempel være, at barnet eller den unge skal betale penge eller sende flere intime billeder for at undgå, at afpresseren offentliggør billederne til offerets familie og venner. Det kan også være, at offeret bliver afpresset til at penetrere sig selv med forskellige genstande og sende videoer og billeder af det. Ofte har afpresseren udgivet sig for at være en anden. For eksempel er hun Mathilde på 16 år, selvom han i virkeligheden hedder Michael og er 47. 

Hvad skal du være opmærksom på, og hvordan kan du handle? 
Vær opmærksom på den ekstremt pressede situation, et barn eller en ung befinder sig i, når der kommer trusler om deling af intime billeder. De fleste børn og unge vil ikke kunne forestille sig noget mere pinligt i hele verden, og vil være villige til at gå meget langt for at afværge delingen. Derfor må man aldrig bebrejde børn og unge, der er gået med på afpresserens præmisser, men i stedet udvise forståelse og hjælpe dem med at håndtere situationen, som den nu er. 

Lovændring: I § 225 indsættes efter »samleje«: », herunder hvor gerningspersonen formår forurettede til at udføre sådanne seksuelle handlinger på sig selv«. 

Betroede voksne kan ikke have en seksuel relation til børn 

Børn og unge, der bliver udsat for blufærdighedskrænkelse af en betroet voksen, som for eksempel en plejeforælder, en lærer eller træner, er nu også beskyttet af den såkaldte underviserparagraf. Det betyder, at det er ulovligt for en betroet voksen for eksempel at sende beskeder med seksuelt indhold eller at berøre barnet på en seksualiseret måde.   

Hvordan foregår blufærdighedskrænkelse? 
Når en betroet voksen udsætter et barn eller en ung for blufærdighedskrænkelse kan det være via upassende fysisk eller digital adfærd, der har seksuelle undertoner og indikerer, at den voksne og barnet eller den unge har et seksuelt forhold. Det kan for eksempel være en fodboldtræner, der sender dickpics, en efterskolelærer, der tager pigerne på numsen eller en pædagog, der fortæller detaljeret om sit eget sexliv.

Blufærdighedskrænkelse kan se ud på mange måder, men fællesnævneren er, at man ufrivilligt bliver udsat for en anden persons seksualiserede kontaktform. 

Hvad skal du være opmærksom på, og hvordan kan du handle? 
Det kan være svært for børn og unge at vide, hvornår noget er ’over grænsen’. Var det bare for sjov, at han sendte den SMS? Rørte han mig på brysterne med vilje, eller var det bare hans hånd, der ramte forkert? 

Derudover kan børn og unge være ramt af en loyalitetskonflikt i forhold til en betroet voksen, som de måske ellers har en positiv relation til og ser op til. Store børn og unge ved godt, at en afsløring af en blufærdighedskrænkelse kan få store konsekvenser for krænkeren, og det kan være forbundet med mange svære tanker og følelser at fortælle om det til andre.  

Unge vil meget ofte vælge at fortælle hemmeligheden til en jævnaldrende fremfor en voksen. 
Det er det vigtigt, at man anerkender de svære følelser, der kan være forbundet med en afsløring og lægger mærke til, hvis et barn eller en ung – måske forsigtigt – forsøger at signalere, at der er noget galt eller, at der er noget, man har behov for at få talt om. Bebrejd aldrig barnet eller den unge for, at de ikke har sagt det noget tidligere, men ros dem for at have fundet modet til at fortælle det nu. 

Lovændring: § 223, stk. 1, indsættes efter »samleje med«: »eller ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden hos«, og efter »straffes med« indsættes: »bøde eller« 

'Pornografisk' erstattes af 'seksuelt' i straffeloven

Med den nye lovgivning bliver ordet ’pornografisk’ fjernet i straffeloven de steder, hvor der står i tilknytning til børn. Det betyder, at vi skal stoppe med at bruge ordet ’børneporno’.  

Porno er lovligt i Danmark, og de fleste forbinder porno med samtykke. At bruge det begreb i forbindelse med overgreb på børn er misvisende. Ord er med til at skabe virkelighed, og betegnelsen ’pornografi’ er med til at give overgrebene legitimitet. Det bliver fremover erstattet af ord som ’overgrebsmateriale’ eller ’seksuelt materiale’. Det stemmer overens med Interpol og Europols anbefalede sprogbrug og er også den almene praksis i de lande, vi normalt sammenligner os med.  

Hvad skal du være opmærksom på, og hvordan kan du handle? 
Hvis du taler med personer, der fortsat bruger udtrykket ’børneporno’, eller støder på ordet i skriftlige materialer, kan du venligt gøre opmærksom på lovændringen og opfordre til, at man ændrer sprogbrug og i stedet omtaler det som ’billeder af overgreb på børn’ eller ’overgrebsmateriale.’  

Barn bag computerskærm - silhuet
Silhuet - ung person tager selfie
Silhuet - voksen med fodbold og barn
Silhuet - to personer og talebobel

Hent plakat med lovændringer

Klik på billedet herunder og hent  Red Barnets plakat (pdf) med oversigt over de fire vigtige lovændringer, og hvad du skal være opmærksom på i praksis.