Jeg har delt krænkende materiale

Er du kommet til at dele noget, du ikke skulle have delt? 

Hvis du er kommet til at dele andres private eller intime billeder, eller har skrevet noget grimt om andre, som du ikke skulle have gjort, kan du få hjælp til at håndtere situationen på denne side.

Der kan være stor forskel på forskellige former for digitale krænkelser, og derfor er det ikke sikkert, at du kan bruge alle rådene lige godt. 

Hvis du er i tvivl om noget eller har brug for råd til din situation, er du altid velkommen til at kontakte SletDet Rådgivningen. 

Det skal du vide og gøre, hvis du har delt krænkende materiale

Mobning og billeddeling uden tilladelse er ikke i orden, og  det kan faktisk være ulovligt. Derfor skal du for det første kontakte den person, som det er gået ud over  og sige undskyld for det, du har gjort. Fortæl personen, at du stopper nu, og at du har indset, at det var forkert.  

Du skal slette materialet fra din egen telefon eller computer, og alle de steder, hvor du ellers har det liggende. Slet også materialet fra de platforme og sociale medier, hvor det er blevet delt.

Hvis du for eksempel er kommet til at mobbe eller skrive grimt om en anden på nettet, i kommentarfelter, beskeder og lignende, er det vigtigt, at du sletter de ting, du har skrevet med det samme. 

Hvis du er kommet til at dele et billede af en anden uden tilladelse, er det vigtigt, at du med det samme kontakter dem, du har sendt billedet til og beder dem om at slette det.

Du kan også få hjælp af en voksen. Voksne er nogle gange bedre til at understrege alvoren, så materialet hurtigere bliver slettet. 

Selvom det kan være grænseoverskridende at tale om det, og du måske føler dig pinlig eller skammer dig,  er det vigtigt, at du får noget hjælp. For det første for at få støtte til din situation, og for det andet, fordi du skal have hjælp til at få materialet fjernet fra nettet. 

Det kan være en god idé at tale med en voksen, du stoler på eller en god ven. Selvom det kan være svært at åbne op, føles det ofte bedre, når man har fået talt om det. Det er ikke noget, du skal gå med alene. 

Hos SletDet Rådgivningen kan du få fortrolig hjælp. Vi kan støtte dig i din situation, og vi kan fortælle om lovgivning og næste skridt i processen.

Jeg har flere gange overvejet at skrive til pigen på videoen og sige, at jeg var ked af, at jeg har delt den. Skrive, at jeg tænker på, hvor hårdt den situation har taget på hende. Men jeg er bange for, at hun bliver vred og måske endnu mere ked af det.

For hvem gider høre et undskyld fra en eller anden idiot som mig, der har været med til det hele? Det er jo lidt sent nu. Jeg skulle bare have ladet være med at dele i første omgang.