At tale med en voksen om en ubehagelig oplevelse 

Tal med en voksen, som du godt kan lide

Vi anbefaler altid, at du taler med en voksen, som du godt kan lide, hvis du oplever noget ubehageligt på nettet. Det er ikke sikkert, at den voksen er din mor eller far. Det kan være, at der er en anden voksen i dit liv, som du er mere tryg ved, for eksempel en pædagog, en lærer eller en helt tredje.

Vi ved godt, at det kan føles enormt grænseoverskridende at fortælle om sin ubehagelige oplevelse på nettet – for nogle er det rigtig svært at åbne op.

Denne side er en hjælp til, hvorfor og hvordan du kan tale med en voksen om en ubehagelig oplevelse på nettet. 

Derfor kan det være en god idé at tale med en voksen 

Her finder du en række gode grunde til, at du bør tale med en voksen omkring, hvordan du har det, og hvad du har oplevet.

Du har sikkert før fået at vide, at det kan være en god idé at tale med sine forældre eller andre trygge voksne om det. Det er også det råd, vi selv ofte giver til unge, der står i en svær situation og har brug for hjælp.

Mange synes, at det kan være grænseoverskridende at fortælle om. Det kan også være, at du er nervøs for, hvordan den voksne vil reagere. Det gør, at mange unge lader være med at fortælle om den ubehagelige oplevelse. På denne side forklarer vi, hvorfor det kan være en god idé at tale med en voksen. Vi giver også gode råd til, hvordan du kan finde modet til at tale med en voksen.

Fem grunde til at tale med en tryg voksen

Det kan føles pinligt at tale med sine forældre om noget, der handler om sex, men husk, at det, der er sket på nettet, ikke er din skyld. 

Det er naturligt at eksperimentere med sin seksualitet, for eksempel ved at dele billeder af sig selv med andre online. Hvis nogen har videredelt et intimt- eller nøgenbillede eller en video af dig uden at få lov af dig, skal du vide, at det er ulovligt, og at det ikke er din skyld. Det kan også være, at du bliver mobbet eller afpresset – der bliver gjort noget mod dig, og du har ikke bedt om at stå i denne situation. 
   
Vi ved fra forskning, at en seksualiseret digital krænkelse kan være mindst lige så traumatisk som et fysisk overgreb. Mange, som vi har talt med på SletDet Rådgivningen, fortæller, at de har følt skam og skyld, hvis de har fået delt intimt materiale uden at give samtykke til det.  
   
Det er vigtigt, at du ved, at du ikke har gjort noget forkert – også selvom du selv har sendt billedet i første omgang. I mange tilfælde kan det faktisk være ulovligt.

Derfor er det heller ikke en situation, som du skal stå alene i. Du har brug for hjælp og støtte til at håndtere situationen.

Dine forældre skal hjælpe dig, hvis du har behov for det. Ifølge børnekonventionen er det en ret, at alle børn og unge har krav på at blive beskyttet.  

Derfor har for eksempel dine forældre et ansvar for, at du har det godt. De fleste forældre vil deres børn det allerbedste, men det kan være svært for dem at hjælpe, hvis de ikke ved, hvad du går og kæmper med. For hvordan kan de hjælpe dig, hvis de ikke ved, hvordan du har det? 

Det kan føles grænseoverskridende at fortælle om sine problemer. Men du skal vide, at når man deler sine tanker med en anden person, så bliver problemet ofte mindre, fordi det føles som om, at man ikke står alene med det. 

Man kan sige, at du deler problemet med den person, du taler med. Du kan altså få aflad for nogle af de dårlige tanker, som du måske går og kæmper med. På den måde kan der blive plads til nye, gode tanker.   

Det kan være betryggende, at der er andre personer, der ved, hvordan du har det. Hvis du går alene med dine problemer, kan det nemt komme til at føles ensomt. Fordi ingen ved, hvordan du har det.  

Derfor kan det være en god idé at åbne op overfor en person, du er tryg ved. Det kan være dine forældre, men det kan også være en god ven eller en anden voksen, du stoler på. På den måde kan du få støtte og forhåbentlig føle dig mindre alene.

Du har måske hørt det før, men husk på, at voksne også har været unge engang, og at de helt sikkert også har prøvet at stå i situationer, hvor de selv følte sig pinlige eller skamfulde. Det kan godt være, at de er blevet ældre nu, men de har også haft svære situationer, hvor de ikke vidste, hvad de skulle gøre, og hvor de havde brug for hjælp. 

Sådan kan du tale en med voksen om en ubehagelig oplevelse på nettet

Her har vi samlet en række råd til, hvor du kan tale med en voksen om din situation.

Vi ved, at det kan være svært at skulle forklare sine forældre eller en anden voksen, hvilken situation du står i, hvis de ikke engang ved, hvad Snapchat eller Yubo er. Men det er ikke nødvendigvis så vigtigt, at de kender til alt det tekniske. Det kan vi på SletDet Rådgivningen hjælpe jer med.

Vi synes, at det vigtigste er, at du får åbnet op, så du ikke går med dine problemer alene, men vi ved, at det kan være svært. Læs vores råd her.

Det kan være en god idé at overveje flere ting, inden du taler med en voksen om en digital krænkelse eller andre svære og grænseoverskridende ting på nettet. 

Overvej for eksempel, hvem der er bedst at tale med. Er det dine forældre? En lærer, eller en helt tredje?

Det kan også være godt at overveje, om det er bedst at snakke face-to-face, eller om det fungerer bedre for dig at skrive et brev eller en SMS. Det kan måske hjælpe at øve sig i det, du vil sige, ved at skrive det ned først. For nogle kan det også hjælpe at tage en god ven med til at støtte dig under samtalen.  

På samme måde kan det være godt at overveje, hvor og på hvilket tidspunkt I skal tale sammen. Det kan være rart at snakke et sted, hvor man er tryg og ikke bliver afbrudt. 

For nogle, kan det føles trygt at øve sig på, hvad der skal siges. Det kan for eksempel være sammen med en god ven eller til dig selv foran et spejl. På den måde kan det måske føles nemmere at få det sagt, hvis du har øvet dig inden. 

Hvis du har lyst eller brug for at øve dig med en voksen, som du ikke kender, kan du ringe eller skrive til en rådgiver på SletDet Rådgivningen. Vi kan hjælpe dig, og vi fortæller det ikke til nogen.   

For nogle kan det være svært at finde det rette tidspunkt at sige det på. Derfor kan det være en god idé at aftale et tidspunkt, hvor I kan tale sammen, så det ikke bliver forhastet eller stressende. Det gør, at den voksne på forhånd ved, at du har noget, du vil fortælle. På den måde bliver det måske lettere at sætte den rette stemning. 

Du kan for eksempel spørge dine forældre, om de har tid til at tale sammen efter aftensmaden, fordi du har noget, du gerne vil tale med dem om. Sørg for, at de ved, at det er vigtigt for dig. 

Du kan også spørge din lærer, om I kan gå ind i et andet lokale, fordi du gerne vil tale om noget. 

Det kan føles svært at sige det højt. Du kan overveje, om det giver mening for dig at lave en aftale på en anden måde, for eksempel over SMS.   

Det kan være rart at få sagt til dine forældre, at det er svært for dig at åbne op, og at du er kommet til dem, fordi du har brug for deres hjælp.  

Fortæl dem, at du er kommet ud for noget, som du ikke selv har bedt om. Forklar dem, at det er normalt at dele billeder, og at det ikke er dig, der har gjort noget forkert.  

Prøv at sætte ord på, hvad problemet er, og hvordan du har det. Fortæl så meget om din oplevelse, som du har det godt med. Det er vigtigt, at du får fortalt, hvordan det påvirker dig, at du er blevet udsat for noget ubehageligt på nettet. 

Husk på, at den, du taler med, vil dig det bedste. De vil højst sandsynligt forstå, hvordan du har det, og at du har brug for hjælp.

Fortæl den voksne, at de kan ringe eller skrive til os på SletDet Rådgivningen for at få sparring.

Det kan for eksempel være, at de har brug for viden om sociale medier, unges digitale liv eller hvordan de kan håndtere situationen og hjælpe dig. Vi kan give konkrete råd til jeres situation. I er også velkommen til at kontakte os, når I sidder sammen. 

Hvis du ikke kan tale med en tryg voksen...

– så findes der heldigvis mange andre ting, du kan gøre!   

Det kan eksempelvis hjælpe at:   

Få hjælp på din skole 
Hvis du fortæller om din situation til din lærer, studievejleder eller en anden voksen på skolen,  er de forpligtede til at hjælpe dig. Du har krav på at få hjælp.

Snakke med en ven om dine problemer 
Nogle gange hjælper det bare at sige det højt. Vi ved, at rigtig mange unge kæmper med problemer på sociale medier – måske din ven har prøvet noget lignende, eller  har en god idé til, hvad I kan gøre?

Se spørgsmål og svar fra vores videobrevkasse
– måske har andre stået i samme situation som dig? Her finder du vores spørgsmål og svar i vores  videobrevkasse.

Skriv, chat eller ring til os på SletDet Rådgivningen. Vi hjælper mange unge hver uge, og vi vil også rigtigt gerne hjælpe dig. 

Har du allerede talt en med voksen? ​

Måske de blev sure, eller måske føler du, at de er blevet skuffede over dig?  

Ligesom alle andre mennesker, reagerer voksne forskelligt. Deres reaktioner kan skyldes mange forskellige ting, fx hvilket humør de er i, om de har haft en hård dag, eller hvis tingene kommer meget bag på dem. 

Det er sejt og modigt, at du har fortalt en voksen om det – også selvom de måske ikke reagerede som du (eller vi) havde håbet.
Det er meget modigt af dig, at du har åbnet op. Det er et vigtigt første skridt til at håndtere din situation, også selvom det måske ikke føles sådan. Husk det.   

Husk, at du ikke har gjort noget forkert, selvom du måske føler det efter at have talt med en voksen.
Uanset hvilken reaktion du har fået, er det ikke dig, der har bedt om at stå i denne situation, og du har brug for hjælp til at komme videre. Det er modigt og sejt, at du har bedt om hjælp – også selvom det måske ikke virker sådan lige nu. Og du har stadig ret til at få hjælp til at håndtere din situation. 

Hvis den voksne har reageret voldsomt, kan det skyldes flere ting.

Det kan være, at de er meget bekymrede for dig, og de synes, at det er forfærdeligt, at du er havnet i denne situation. Alle mennesker kan hurtigt reagere voldsomt, hvis de bliver frustrerede – husk, at det ikke har noget med dig at gøre, selvom det føles sådan – de ønsker dig det bedste.    

Det kan også være, at din historie er kommet bare på dem, og at de derfor ikke har nået at forberede en ordentlig og rolig reaktion. Derfor reagerer de ud fra ‘ukontrollerede impulser’ – noget, de måske ikke kan styre, og som ufrivilligt går ud over dig, selvom det ikke burde.

Eller måske ved de ikke, hvad de skal gøre. Derfor kan det føles som om, at de går en smule i panik eller bliver vrede. Det kan måske hjælpe, hvis du fortæller, at SletDet Rådgivningen også hjælper voksne.  Vi kan rådgive i forhold til den konkrete situation. Her kan du se vores åbningstider.